BU-FUCKING-HU
På få år er de sociale medier stormet frem, og det virker som om, at de har fået en urokkelig plads i dagsordenen. På Snapchat bliver vores hormonbalance boostet af det hurtige øjeblik vi har til at vise og se vores venners aktiviter, og på LinkedIn vil vi helst fortælle vores forbindelser, hvordan et tragisk dødsfald lærte os noget godt og vigtigt om B2B-salg.
Vores færden på de sociale medier har en klar agenda; vi vil alle sammen vise os fra den bedste side, og lave de sejeste ting. Ingen har lyst til at føle sig uden for, og hvis Grethe er på helikoptertur en kedelig søndag, duer det nok ikke, at jeg viser hvordan jeg blot henter mælk hos købmanden på min auktions-cykel uden el. De sociale medier har åbnet muligheden for, at det aldrig har været nemmere end nu, at være i kontakt med andre mennesker, dog alligevel vokser ensomheden rundt om i hele verdenen sig større og større, og vi bliver grovere og grovere i vores online adfærd overfor hinanden.
Den lille, firkantet skærm af en telefon, vi kigger på for at få vores fix, virker på samme måde som de ting, gutterne nede på hjørnet indtager gennem næsen; den får vores glædeshormoner til at toppe lynhurtigt, men tilbagevejen til normalbalancen er ligeså hurtig og endnu hårdere. De sociale medier slukker vores hjerner og vores mod, når vi trofast har vores telefon kærest.
