Som barn elskede jeg at spille spil på computeren, der stod i stuen. Computerskærmen var stor og tyk og hvid, og når man tændte den, lød den som noget, der bedst kan beskrives som noget underjordisk og uvirkeligt, menneskeheden ej burde komme i nærheden af. Computeren i min barndomsstue kunne også opleve at blive overophedet og brase sammen. Det skete ofte, når vi børn bombardere den med flere input i en rytme, den ikke var bygget til at håndtere.

Hver gang det skete, poppede der en faneboks op midt på skærmen, for at fortælle os om den ulykkelige omstændighed; 4 0 4 page no found

Og jeg kan ikke lade være at tænke, at det er præcis sådan det føles, når min øverste hjernehylde for et øjeblik braser sammen.